GDPR: Tre råd der hjælper dig prioritere indsatsen

Skrevet af Lone Forland | Jul 1, 2017 10:00:00 PM

Om et lille år træder EU's Databeskyttelsesforordning i kraft. Det er god tid – hvis du vel at mærke bruger den rigtigt. Her er tre gode råd, der hjælper dig med at prioritere indsatsen, så du kommer i mål inden 25. maj 2018.

GDPR handler om, at alle, der håndterer persondata, skal vænne sig til at gøre det rigtige. Men når det kommer til compliance, handler GDPR i høj grad om at vænne sig til at gøre det nødvendige. Ikke mere, ikke mindre.

 

I NorthGRC har vi identificeret tre områder, der kan spare dig tid, penge og bekymringer:

 

1. Drop dataflowanalysen

 

Databeskyttelsesforordningen stiller ikke krav om, at I skal udarbejde en dataflowanalyse. Alligevel er der virksomheder, der er i fuld gang med det omfattende og tidskrævende arbejde. Med risiko for at de spilder tid og penge, der passende kunne være brugt på andre GDPR-forberedelser.

 

Databeskyttelsesforordningen stiller kun krav om, at I udarbejder en fortegnelse over alle jeres behandlingsaktiviteter. Det er en langt mere overskuelig opgave.

 

2. Trim projektet ned

 

Brug overblikket fra fortegnelsen over jeres behandlingsaktiviteter til at trimme jeres GDPR-projekt ned.

Det kan være, at I opbevarer persondata, I slet ikke behøver at opbevare. Der er eksempelvis virksomheder, der har haft tradition for at bruge CPR-numre som unikke nøgler til deres dokumenter. Hvis man i stedet for CPR-numre anvendte unikke tal (som ex. medarbejdernumre), kunne man undgå at sikre data i henhold til forordningen og dermed skære en hel proces væk.

 

Vi ser også eksempler på, at de samme persondata bliver delt mellem flere personer i flere afdelinger i flere processer i flere systemer. Eksempelvis en sygemelding, der får lov til at cirkulere rundt blandt kollegerne, inden den havner rette sted. Hvis I som standard samler persondata hos én person i én afdeling i én proces i ét system, er det med til at begrænse GDPR-projektets omfang.

 

3. Genbrug sikkerhedsstandarder

 

Der er ingen grund til at smide ting ud, der virker. Det mundheld gælder også sikringen af jeres data.

Hvis I eksempelvis anvender ISO 27001 til styring af informationssikkerheden, er det en overkommelig opgave at bygge GDPR-tiltag ovenpå det fundament. Der er ingen grund til at starte helt forfra.

 

Der er mange andre sikkerhedsstandarder, der mod en forholdsvis lille investering kan tilrettes, så I efterlever kravene i GDPR. Og tilretning er trods alt en hurtigere, nemmere og billigere opgave end udskiftning og implementering af et helt nyt system med tilhørende politikker og processer.